Tulipanfjæs

Bragt i Corriere della Sera, La Lettura, 28.04.2019

Det var min amerikanske veninde, Rachel, der gjorde mig opmærksom på fænomenet, og derfor fik det først et amerikansk navn. Tulip face. Da vi var yngre og studerede, deltes vi om huslejen i en lille lejlighed, centralt beliggende i København. En formiddag i marts kom hun hjem og sagde: ”Ved du godt, at folk står ude på gaden og ligner tulipaner?” ”Hvilken gade?” spurgte jeg. Det kunne ikke være vores stille vej, der stod aldrig nogen. Hun rystede på hovedet, og hendes øjne lo forpustet. ”Du forstår ikke. Alle gaderne!” Solen skinnede udenfor. Hun hev min frakke ned fra knagen og kastede den i favnen på mig. Hue, halstørklæde, vanter.

Det havde været en væmmelig vinter. Ikke en majestætisk isvinter med lyserøde og orange morgenhimle, men en skrutrygget, grå og smiskende vinter, der slæbte sine få varmegrader efter sig. Vinteren havde haft klamme, fedtede fingre, og det var ikke kulden, man frøs af, men fugten. Det halve af København lå stadig med influenza. Rachel og jeg var syge på skift.

Dengang for omtrent ti år siden tog jeg en hel del ting for givet, som jeg siden er begyndt at se anderledes på. Jeg tænkte ligesom så mange andre, at der ville være en naturlig grænse for nationalismen, symbolpolitikken, populismens angstsyrnede kage og skrattende cirkus. Inden det gik helt galt, ville folk få nok. Det var et par år før den vinter, hvor vi her i landet lod Røde Kors’ flygtningeboliger stå tomme og brugte en formue på utætte telte til de syriske flygtninge i stedet, så de ikke skulle føle sig for velkomne. Det var før, vi begyndte at sætte uledsagede børn i fængsel, selv om deres eneste forbrydelse var, at de på egen hånd havde klaret sig levende hele vejen gennem Europa. Det var dengang, de fleste af os stadig gik rundt og troede, at hygiejnestandarden på vores hospitaler var høj, at vores drikkevand var rent, at det der med klimaforandringerne nok skulle ordne sig. Jeg siger ikke, at alting var bedre dengang. Jeg siger, at det for de fleste af os tog sig bedre ud. 

Dengang havde størstedelen af befolkningen på tværs af politisk overbevisning og økonomisk stand i hvert fald én ting til fælles: en landsdækkende selvopfattelse som kan sammenfattes med den faste vending, ”her har vi det godt.” Man siger det gerne, når man knapper en øl op i venners lag eller skubber tallerkenen fra sig efter en god middag. Det har rod i et ’vi’, der ved om sig selv, at det har vundet tryghed og velstand i globallotteriet. Et ’vi’ der stoler på staten og lader babyen sove i barnevognen uden for caféen. Et ’vi’, hvis selvopfattelse er nært forbundet med det danske begreb hygge, som rummer sin egen modsætning. Ligesom man hygger sig bedst inde i varmen, når det er koldt udenfor, er det lille ”her” i her-har-vi-det-godt meget vigtigt. Her har vi det godt, for andre steder har man det værre. Lige siden tresserne, tværs gennem økonomiske kriser, krigsdeltagelse og strejker, har folk i Danmark sagt det til hinanden hen over hækkene, i boligforeningerne, fra talerstolene, på arbejdspladserne, i reklamerne, i skolerne og på universiteterne, ”ja, her har vi det godt.” Det er bordbønnen før den store madro, der er nationalfællesskabets drøm om en grundtilstand.

For ti år siden var det stadig ufint at tale fjendsk om andre folkeslag og trosretninger, når man udtalte sig offentligt. Det var ikke normalt, sådan som det er i dag. I den urbane middelklasse var nationalisme og fremmedfjendskhed forargelig. Det var et fortidslevn for os i lyse, veludluftede Skandinavien, vi var blevet klogere. Jeg spurgte engang en af mine professorer på universitetet, hvad han tænkte om begreber som ”danskhed” og spørgsmål som ”hvornår er man rigtig dansk?” Det interesserede ham ikke. ”Den slags kommer vi aldrig til at gå op i igen.” ”Hvem er ’vi’,” kunne jeg have spurgt. ”Danskerne” ville han sikkert have svaret uden at tænke nærmere over dét. Jeg spurgte ikke.

I begyndelsen, da stramningerne og den politiske afstraffelse af flygtninge, indvandrere og andre af samfundets dårligst stillede for alvor tog fart, vakte det bred forargelse. Det var noget, man talte om. Men forringelserne af den danske velfærd, udhulingen af civilsamfundet og hullerne i det sociale sikkerhedsnet er vokset så løbende, så konsekvent de seneste ti år, at det ikke længere forarger på samme måde. Hver gang, der sker en forringelse, er den officielt rettet mod en bestemt befolkningsgruppe. Muslimer. Flygtninge. Heller ikke dét forarger længere bredt. Problemet med forargelse er, at den er troløs. De færreste lader sig forarge af det samme igen og igen. Følelsen flagrer videre og sætter sig på noget andet som en skinger, rødbrystet fugl. I takt med at forargelsen er ebbet ud, er opmærksomheden på dem, forringelserne rammer hårdest, det også. Det eneste, der er værre og mere usikkert end at være afhængig af andres venlighed, er at være afhængig af deres forargelse.

Den martsdag for ti år siden gik Rachel og jeg ned på gaden. Vi behøvede ikke at gå langt. Ved næste hjørne kom en høj mand med neonklemme om jakkesættets ene bukseben trækkende ud fra en baggård med sin cykel. Brostenene fik barnesædet bagpå til at hoppe, det manglede barnets tyngde. Fra portens skygge trådte han ud i middagslyset, og dér skete det. Han stoppede brat op og ænsede ikke, at han spærrede fortovet. Han sænkede skuldrene, lænede nakken tilbage, og så lod han med lukkede øjne solen vælde ned over sit ansigt. Rachel lavede en glad lille lyd i halsen og mumlede, ”tulip face”. Rundt om hjørnet ved stien langs søen stod to veninder skulder ved skulder, helt stille med lukkede øjne og ansigterne vendt mod solen, mens en gruppe kondiløbere strømmede udenom. Længere henne, på broen, sad en hel række tavse gymnasieelever med hagerne i vejret, som om de modtog en kosmisk transmission. Ved lyskrydset stoppede vi ved siden af en gammel mand. Da lyset skiftede til grønt, blev han stående i solen med lukkede øjne. Rachel havde ret. Byen var fuld af tulipaner.  

Det danske samfund er i disse år et samfund, der klapper og hviner af symbolpolitikernes tryllekunster i stedet for at bekæmpe klimaforandringerne og den globale økonomiske ulighed. På den måde minder vi temmelig meget om resten af Europa. Jeg hverken kan eller vil skrive andet. Men vi er også et samfund af tulipanfjæs. Hvert år siden gåturen med Rachel har jeg holdt øje på den første rigtige forårsdag, og det slår aldrig fejl. Folk stopper, sænker skuldrene og står et par minutter med ansigtet vendt op mod solen. Og dér, midt på den travle gade, med lukkede øjne, med ubevogtede lommer og blottet hals, træder de ud af ’viet’ og ind i et større fællesskab.