Tulipanfjæs

Bragt i Corriere della Sera, La Lettura, 28.04.2019

Det var min amerikanske veninde, Rachel, der gjorde mig opmærksom på fænomenet, og derfor fik det først et amerikansk navn. Tulip face. Da vi var yngre og studerede, deltes vi om huslejen i en lille lejlighed, centralt beliggende i København. En formiddag i marts kom hun hjem og sagde: ”Ved du godt, at folk står ude på gaden og ligner tulipaner?” ”Hvilken gade?” spurgte jeg. Det kunne ikke være vores stille vej, der stod aldrig nogen. Hun rystede på hovedet, og hendes øjne lo forpustet. ”Du forstår ikke. Alle gaderne!” Solen skinnede udenfor. Hun hev min frakke ned fra knagen og kastede den i favnen på mig. Hue, halstørklæde, vanter.

Det havde været en væmmelig vinter. Ikke en majestætisk isvinter med lyserøde og orange morgenhimle, men en skrutrygget, grå og smiskende vinter, der slæbte sine få varmegrader efter sig. Vinteren havde haft klamme, fedtede fingre, og det var ikke kulden, man frøs af, men fugten. Det halve af København lå stadig med influenza. Rachel og jeg var syge på skift.

Dengang for omtrent ti år siden tog jeg en hel del ting for givet, som jeg siden er begyndt at se anderledes på. Jeg tænkte ligesom så mange andre, at der ville være en naturlig grænse for nationalismen, symbolpolitikken, populismens angstsyrnede kage og skrattende cirkus. Inden det gik helt galt, ville folk få nok. Det var et par år før den vinter, hvor vi her i landet lod Røde Kors’ flygtningeboliger stå tomme og brugte en formue på utætte telte til de syriske flygtninge i stedet, så de ikke skulle føle sig for velkomne. Det var før, vi begyndte at sætte uledsagede børn i fængsel, selv om deres eneste forbrydelse var, at de på egen hånd havde klaret sig levende hele vejen gennem Europa. Det var dengang, de fleste af os stadig gik rundt og troede, at hygiejnestandarden på vores hospitaler var høj, at vores drikkevand var rent, at det der med klimaforandringerne nok skulle ordne sig. Jeg siger ikke, at alting var bedre dengang. Jeg siger, at det for de fleste af os tog sig bedre ud. 

Dengang havde størstedelen af befolkningen på tværs af politisk overbevisning og økonomisk stand i hvert fald én ting til fælles: en landsdækkende selvopfattelse som kan sammenfattes med den faste vending, ”her har vi det godt.” Man siger det gerne, når man knapper en øl op i venners lag eller skubber tallerkenen fra sig efter en god middag. Det har rod i et ’vi’, der ved om sig selv, at det har vundet tryghed og velstand i globallotteriet. Et ’vi’ der stoler på staten og lader babyen sove i barnevognen uden for caféen. Et ’vi’, hvis selvopfattelse er nært forbundet med det danske begreb hygge, som rummer sin egen modsætning. Ligesom man hygger sig bedst inde i varmen, når det er koldt udenfor, er det lille ”her” i her-har-vi-det-godt meget vigtigt. Her har vi det godt, for andre steder har man det værre. Lige siden tresserne, tværs gennem økonomiske kriser, krigsdeltagelse og strejker, har folk i Danmark sagt det til hinanden hen over hækkene, i boligforeningerne, fra talerstolene, på arbejdspladserne, i reklamerne, i skolerne og på universiteterne, ”ja, her har vi det godt.” Det er bordbønnen før den store madro, der er nationalfællesskabets drøm om en grundtilstand.

For ti år siden var det stadig ufint at tale fjendsk om andre folkeslag og trosretninger, når man udtalte sig offentligt. Det var ikke normalt, sådan som det er i dag. I den urbane middelklasse var nationalisme og fremmedfjendskhed forargelig. Det var et fortidslevn for os i lyse, veludluftede Skandinavien, vi var blevet klogere. Jeg spurgte engang en af mine professorer på universitetet, hvad han tænkte om begreber som ”danskhed” og spørgsmål som ”hvornår er man rigtig dansk?” Det interesserede ham ikke. ”Den slags kommer vi aldrig til at gå op i igen.” ”Hvem er ’vi’,” kunne jeg have spurgt. ”Danskerne” ville han sikkert have svaret uden at tænke nærmere over dét. Jeg spurgte ikke.

I begyndelsen, da stramningerne og den politiske afstraffelse af flygtninge, indvandrere og andre af samfundets dårligst stillede for alvor tog fart, vakte det bred forargelse. Det var noget, man talte om. Men forringelserne af den danske velfærd, udhulingen af civilsamfundet og hullerne i det sociale sikkerhedsnet er vokset så løbende, så konsekvent de seneste ti år, at det ikke længere forarger på samme måde. Hver gang, der sker en forringelse, er den officielt rettet mod en bestemt befolkningsgruppe. Muslimer. Flygtninge. Heller ikke dét forarger længere bredt. Problemet med forargelse er, at den er troløs. De færreste lader sig forarge af det samme igen og igen. Følelsen flagrer videre og sætter sig på noget andet som en skinger, rødbrystet fugl. I takt med at forargelsen er ebbet ud, er opmærksomheden på dem, forringelserne rammer hårdest, det også. Det eneste, der er værre og mere usikkert end at være afhængig af andres venlighed, er at være afhængig af deres forargelse.

Den martsdag for ti år siden gik Rachel og jeg ned på gaden. Vi behøvede ikke at gå langt. Ved næste hjørne kom en høj mand med neonklemme om jakkesættets ene bukseben trækkende ud fra en baggård med sin cykel. Brostenene fik barnesædet bagpå til at hoppe, det manglede barnets tyngde. Fra portens skygge trådte han ud i middagslyset, og dér skete det. Han stoppede brat op og ænsede ikke, at han spærrede fortovet. Han sænkede skuldrene, lænede nakken tilbage, og så lod han med lukkede øjne solen vælde ned over sit ansigt. Rachel lavede en glad lille lyd i halsen og mumlede, ”tulip face”. Rundt om hjørnet ved stien langs søen stod to veninder skulder ved skulder, helt stille med lukkede øjne og ansigterne vendt mod solen, mens en gruppe kondiløbere strømmede udenom. Længere henne, på broen, sad en hel række tavse gymnasieelever med hagerne i vejret, som om de modtog en kosmisk transmission. Ved lyskrydset stoppede vi ved siden af en gammel mand. Da lyset skiftede til grønt, blev han stående i solen med lukkede øjne. Rachel havde ret. Byen var fuld af tulipaner.  

Det danske samfund er i disse år et samfund, der klapper og hviner af symbolpolitikernes tryllekunster i stedet for at bekæmpe klimaforandringerne og den globale økonomiske ulighed. På den måde minder vi temmelig meget om resten af Europa. Jeg hverken kan eller vil skrive andet. Men vi er også et samfund af tulipanfjæs. Hvert år siden gåturen med Rachel har jeg holdt øje på den første rigtige forårsdag, og det slår aldrig fejl. Folk stopper, sænker skuldrene og står et par minutter med ansigtet vendt op mod solen. Og dér, midt på den travle gade, med lukkede øjne, med ubevogtede lommer og blottet hals, træder de ud af ’viet’ og ind i et større fællesskab.  

Poesiens hus anbefaler Havbrevene

I Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro ligger Poesiens Hus, som både er et bibliotek for digtsamlinger og et sted, hvor poesien, forfattere og læsere kan mødes til arrangementer og workshops. Hver uge anbefaler Poesiens Hus nyere dansk og oversat poesi, og denne uge har Havbrevene fået æren:

“Værket er en sproglig samt grafisk smuk oplevelse…. Et kunstværk, der formidler det gamle, vise Atlanterhavs glæde ved havenes overtagelse og genforening, overfor det unge og drømmende Middelhavs følelser af forundring og afmagt i en verden i fordærv. Forfatteren formår at give de to have troværdige stemmer, og skildringen af dem og deres søsterkærlighed er fantasifuld og original.”

Det er Sofie Holbek Jensen fra husets faste team af anbefalere, der har læst Havbrevene, og hun er (ligesom jeg) betaget af Dorte Naomis illustrationer:

“Udover at være en sprogligt behagelig oplevelse, bidrager illustrationerne til et meget sanseligt indtryk. I mange af illustrationerne synes Dorte Naomi på en måde at mestre foreningen mellem det kaotiske og det elegante ved naturen, og hun skaber former, der på én gang virker hårde og kontrollerede samt bløde og dansende. Blandt former, der ligner tang, bølger, ål eller noget andet og til tider helt abstrakt, får man øje på menneskelige former, øjne og kroppe - og jeg tror at det er her, i sammenspillet mellem det menneskelige og naturen, at det grafiske og det skrevne i høj grad bindes sammen. Der er en rolighed samt sprudlen, en kreativitet og kunstnerisk styrke over Havbrevene, der gør værket helt igennem anbefalelsesværdigt.”

Besøg Poesiens Hus og bliv inspireret af deres anbefalinger her.

Horoskopdigte for Avisen Live
 
 
 
 

Den 27. april ruller litteraturfestivalen Avisen Live første gang af staben på Forbrændingen i Albertslund, hvor en række række danske og internationale forfattere vil vække de traditionelle avissektioner til live med oplæsninger og talks. Jeg deltager (og debuterer) som astrolog i horoskopsektionen sammen med Molly Balsby, Theresa Salomonsen og Lars Bo Nørgaard.

Man kan købe billet hos Forbrændingen og se hele programmet her.

 
Havbrevene er kommet til Færøerne
 
 

Den færøske forfatter og journalist Sissal Kampmann har skrevet en meget fin læsning af Havbrevene i magasinet Kvinna. Der står blandt andet: Havbrøvini er ein framúrskarandi væl úr hondum greidd bók, bæði hvat innihaldi og skapi viðvíkur, og eg síggi hana sum eitt listaverk, ið bæði gevur mær nakað at hugsa um, samstundis sum hon er eitt estetiskt upplivilsi við vøkru myndunum, og vakra, undrunarsama, mytologiska skriftheiminum, Siri megnar at skapa við sínum feminina, klóka, listarliga framkomna penni.

Læs hele den fine omtale her <<

 
Oplæsning i Det litterære miljø
 
 
 

Forleden læste jeg op sammen med blandt andre den fabelagtige Tine Høeg og debuterende digter Jens Kæmpe til anden omgang af eventserien Det litterære miljø.

Det foregik i Literaturhaus, som er ved at komme til live igen efter en periode, hvor der ikke er sket så meget. Der var virkelig fin stemning og et blandet publikum. Anbefaler klart at man dukker op næste gang i Møllegade 9. maj.

Følg miljøet her

Literaturhaus.jpg
 
Havbrevene i Skønlitteratur på P1
 
 

“Siri Ranva Hjelm Jacobsens alternative skabelsesberetning optræder Atlanterhavet og Middelhavet som to brevvekslende søstre, der skriver til hinanden om universet og livet og alt muligt midt i mellem. Nu skal "Havbrevene" læses af andre end de to søstre. Og efter den allerede udgivne litteratur, kigger vi nærmere på et værk, som endnu ikke har mødt sin læser. Rasmus Daugbjerg er forfatterskoleelev og komplet uaktuel med et debutværk, der stadig kun er på tegnebrættet. Hvad kan den litteratur, der ikke færdig?
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.”

Lyt med her. <<

 
Med Selma Lagerlöf på Sardinien
 
 

Selma Lagerlöf er en af de forfattere, der har betydet mest for mig. Jeg har for eksempel både skrevet BA og speciale om hendes forfatterskab. Så det var ret stort for mig, da jeg sidst i november gæstede kunst- og kulturfestivalen Pazza Idea Femminile Plurale for at tale med den italienske forfatter Marcello Fois og forskeren Katia De Marco om de to kvindelige Nobelpris-pionerer Selma Lagerlöf og Grazia Deledda.

Man kan læse en ret fin artikel om arrangementet (godt nok på italiensk) her.

 
Siri Ranva JacobsnComment
Ø er på italiensk Elles top 3
 
 

Ø/Isola er blevet udvalgt til én af de tre bøger på italiensk, man skal læse dette efterår. Elle begrunder udvælgelsen sådan her (også på italiensk):

Le leggendarie Isole Faraoe, sperdute nell'Atlantico, battute dai gelidi venti del nord, dove l'autrice non ha mai vissuto, ma che ha sempre sentito chiamare "casa" dalla sua famiglia, sono la scenografia fisica e sentimentale di questa travolgente saga familiare biografica lunga un secolo. Delle isole dalla quale il nonno Fritz scappa per non affondare nei mari dell'alcol e della noia e verso le quali l'autrice fa metaforicamente ritorno per approdare nelle spiagge della memoria. Un romanzo dal quale si imparano tante cose, come ad esempio a chiamare i gabbiani "i proletari del mare"!

Læs hele artiklen her <<