Pierre Chodelos de Laclos: Farlige forbindelser

Men størst af alt er selvbedraget

Essay bragt i Weekendavisen 8. februar som del af serien “Indhentede klassikere”.

En ung mand fortalte mig engang – med høj næseføring og i et lettere eksalteret tonefald – at jeg ikke for alvor kunne vide noget om litteratur, hvis jeg aldrig havde læst Ulysses. Den måde at bruge litteraturen som trumf i det sociale magtspil på har altid interesseret mig. For det første er kampen om »den gode smag« på flere måder blodig alvor. Det er værdi­­kamp, klasse­kamp, en kamp om normer, magt og indflydelse på eget liv. For det andet rummer den hele stoffet til en saftig fransk roman fra 1700-tallet: ambition, længslen efter anerkendelse eller en tryg identitet, at høre til i det rette selskab, forfængelighed, forstillelse, bedrag og – sidst men absolut ikke mindst – selvbedrag.

Da samtalen om Ulysses fandt sted, var jeg lige blevet kandidat i litteraturvidenskab. Det var den unge mand ikke. Snobberi kræver som bekendt intet eksamensbevis. Men i stedet for at sige rend og hop til snobberiet, bildte jeg ham ind, at jeg da naturligvis havde læst bogen. Det kræver nemlig heller ingen eksamen at tale bedrevidende kulturmænd in spe efter munden, bare en smule øvelse, og den kan man nærmest ikke undgå at få, hvis man som ung kvinde vil gøre sig inden for litteraturen. Jeg morede mig fint med at udstille det substansløse og fjollede ved litterær elitisme.

Ulig Ulysses er Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman Farlige forbindelser fra 1782 ikke en af de bøger, man »bør« have under bæltet. Romanen hører til i den pudsige kategori af klassikere, som trives i den kulturelle bevidsthed, til trods for at ingen længere læser dem. Den seneste danske oversættelse er fra 1945, og bogen er nærmest ikke til at opdrive antikvarisk. Til gengæld husker mange filmatiseringen fra 1988 med John Malkovich som den intelligente og brutale libertiner Valmont og Glenn Close i glansrollen som en af libertinerlitteraturens mest fascinerende skikkelser – den hyperbegavede, radikalt frihedssøgende markise de Merteuil. Et yngre publikum vil måske snarere huske filmatiseringen fra 1999 med Sarah »Buffy« Michelle Gellar som teenagemarkise.

Men lad mig kort skitsere hovedintrigen for alle tilfældes skyld: Vi befinder os blandt adelen i et Frankrig før revolutionen. Enkemarkise de Merteuil er blevet vraget af en vis grev de Gercourt og beslutter som hævn at spolere hans forlovede, den yndige teenager Cécile Volanges. Hun er netop blevet taget ud af det kloster, hvor hun har stået på køl, så hun kan nå at få stuetemperatur inden brylluppet. Samtidig beslutter markisens ven og tidligere elsker vicomte de Valmont at forføre den lykkeligt gifte og heftigt religiøse übersnerpe madame de Tourvel, som besøger hans tante på landet. Da den unge Céciles mor stikker en kæp i hjulet på vicomtens forførelsesplaner, indvilliger han i at hjælpe med at bringe hendes datter til fald. Således allierede går de to libertinere i gang med at spinde et net, der langsomt, men usvigeligt lægger sig om halsen på alle involverede – inklusive dem selv.

Romanen er struktureret som et udvalg af breve på kryds og tværs mellem de to libertinere, deres ofre og disses nærmeste. Choderlos de Laclos var militærmand og om­tales ofte lidt ringeagtende som »amatør­forfatter«. Det er noget fjolleri. Bogen er mesterligt konstrueret. Effekten af brevenes vekslende synsvinkler på de samme begivenheder er nogle steder lige så hyle­morsom, som den andre steder er knugende væmmelig. Farlige forbindelser er en nådesløs bog, fordi man som læser fanges i rollen som ufrivillig voyeur, der hjælpeløs må se til, mens samtlige aktører styrer mod hver sin sorte afgrund. Jeg tog flere gange mig selv i at mumle »fat det nu!«. Men det var sjovt nok ikke det ond­­sindede bedrag, jeg fik sådan et rast­løst behov for at påpege. Det var selvbedraget. Libertinernes selvbedrag.

I modsætning til for eksempel Marquis de Sades døds- og fæcessvælgende libertinere, virker Valmont og de Merteuil som udgangs­punkt nærmest mere normale end dydens repræsentant­skab i romanen. De er i bedste fald kultur­kristne, har et dybt ironisk forhold til »den gode smag«, og er fjender af alskens restriktiv seksual­moral. Det lyder da som noget, man kender? Nå ja, de hykler med det, de forstiller sig for at opnå for­dele eller undgå sociale sanktioner, men hånden på hjertet – hvem har aldrig gjort dét? Og der er også det, at deres komplekse venskab, som det folder sig ud i de første mange breve, er bemærkelsesværdigt jævnbyrdigt, præget af fælles humor, gensidig respekt og en let­flydende for­trolighed, som er svær ikke at finde sympatisk. De holder virkelig af hinanden, indtil det, blandt andet der­for, går grueligt galt. Over for dem står så moralens hvid­­skurede helgeninder og sure gamle stram­tanter og et par unge elskende, der gennem deres breve afslører sig som det, de er: over­beskyttede, snotforkælede teenagere.

Valmont er helt klart et dumt svin, men ikke et stort værre ét af slagsen end dem, der i dag arrangerer putte­fester rundt­omkring på Nord­sjællands gymnasier. Og enkemarkisens store forbrydelse består tilsyneladende i, at hun er en belæst kvinde med egen formue, der bare gerne vil udfolde sin farverige seksualitet i fred for moral­politiet. I et forrygende brand­skrift om kønnenes ulighed henvendt til vicomten skriver hun for eksempel: »I det ulige spil består vores held i ikke at tabe og jeres uheld i ikke at vinde.« Det er en af de mest koncise beskrivelser af chauvinistisk seksual­moral, jeg nogensinde har læst. Hun er virkelig lynende begavet, markisen, is­koldt skarp og kynisk, og man tror hende, når hun fortæller, at hun er »sit eget værk«, skabt med kompromisløs arbejdsomhed og bemærkelsesværdigt moderne psykologisk indsigt på et fundament af selvvalgte – og ufravigelige – principper. Derfor er hendes tragedie også den største. For i sidste ende er det netop disse principper, der får hende ned med nakken. I modsætning til vicomten, der, som hun et sted så rigtigt observerer, aldrig for alvor har måttet kæmpe for noget som helst, er libertinerkoden andet og mere end en livsstil for markisen. Den er selve dét, der giver hende følelsen af eksistensberettigelse i et system, der nægter at rumme hendes, set med vor tids øjne, helt legitime krav om frihed og ligeværd. Hun kan ikke vige fra dem. Som Thelma og Louise har hun kun én vej – direkte ud over skrænten. Og den vej styrer hun så. Spektakulært.

Hovedintrigen og de pikante anekdoter, der gen­fortælles i brevene – og perspektiverer handlingen, mens de nikker til libertiner­litterære foregangsværker som Boccaccios Dekameron – er i sig selv spændende. En gang imellem indskyder brevenes kurator en fod­­note, og som fortællingen skrider frem, frem­står han mere og mere uhyggelig i sin almagt over fortællingen: Historien skrives af sejr­herren, og her er det hverken kærligheden, kirken eller moralen, der får det sidste ord, dét er »den gode smag«.

Men fortællingens egentlige skrue­tvinge er karakterernes psykologiske udvikling – eller snarere afvikling. Romanen er et studie i selv­bedragets og grænse­overskridelsens anatomi, og den måde, karakterernes indre liv gradvist forrykkes på, den måde deres principper og forestillinger ubønhørligt skrider på, indtil de mister sig selv, indtil der kun er skammen og meningstabet tilbage, skildres isnende, kvælende godt. Samfundssynet er udpræget pessimistisk. Der er ingen grænse for, hvor meget afstumpethed og brutalitet der kan klædes i »den gode smags« flor, og det går ikke de dydsirede bedre end de moralsk korrupte. Interessant nok består den største synd hos Choderlos de Laclos ikke i at bryde samfundets normer, der langt hen ad vejen frem­stilles som latterlige, eller de sociale konventioner, der gennem skildringen af markise de Merteuils intellektuelle kapacitet fremstår uretfærdige.

Næh, det, der kaster én i fortabelse, er simpelthen: selv­bedraget. Det er dét, der af­dækkes og ud­foldes så hjerte­skærende relaterbart i spændings­feltet mellem brevenes vekslende perspektiver – og mellem normer, for­ventninger og det almenmenneskelige behov for anerkendelse og frihed. Det er dét, der gør så ondt, fordi det er så genkendeligt, så evigt aktuelt, så … jeg har jo ikke læst Ulysses.